Ernst Jünger, den konservative revolution og nazismen

Jeg læste for nyligt Ernst Jüngers fremragende bog ”På marmorklipperne” efter i længere tid at have taget tilløb til at stifte bekendtskab med denne tyske forfatter, der står som en af det 20 årh. største, hvis ikke den største tyske forfatter.

Jünger har aldrig været vanvittig kendt i Danmark og overraskende få af hans værker er oversat til dansk, medens han i Tyskland og Frankrig bliver regnet som en af de allerstørste. Han døde i 1998 i den imponerende alder af 103 år, og skrev bøger størstedelen af sit liv.

Jünger gjorde sig først bemærket i 1ste verdenskrig, hvor han blev krigshelt og fik tildelt den højeste tyske orden ”pour le mérite” ( han var i øvrigt den sidste levende tysker i besiddelse af denne kejserrigets højeste orden, da han døde – det kan man kalde historiens vingesus)
I mellemkrigstiden markerede han sig som en fremtrædende radikalkonservativ forfatter i kredsen ”Die konservative Revolution”.

Her dyrkedes frontfællesskabet, heltemodet og det yderste offer. Mest kendt herfra er hans bog ”Im Stahlgewittern” der desværre ikke er oversat til dansk, og jeg derfor ikke har lsæt, da Jünger på dansk er vanskelig nok at læse.

Han formulerede også direkte politiske tanker om en spartansk inspireret national-bolschevisme, hvor idealet var det altid mobiliserede samfund. For hos Jünger var krigen en kvalitet, som frisatte enorme ressourcer i mennesket og knyttede ham sammen med sine kammerater i det antropologen Victor Turner ville kalde communitas.

På mange måder var Jünger indbegrebet af den såkaldte konservative revolution, som var meget langt fra en gængs konservatisme. Det konservative lå i dyderne, som blev opfattet som evige, mens Weimar og demokratiet var forgængeligt, korrumperet og skadeligt. De tyske radikalkonservative var i vid udstrækning som det fremgår af det spartanske ideal meget elitære. Hermed stod de ikke alene i modsætning til demokratiet, men også til nazismen, idet både demokrati og nazisme er/var funderet i en tro på masserne og deres ret til magt.

Som de andre radikalkonservative forfattere var Jüngers forhold til nazisterne derfor anspændt. Skønt de var inspireret af ham og så op til ham, kunne han aldrig gengælde deres varme følelser. Der stod han i modsætning til vennen og juristen Carl Schmitt som også var en af de mest fremtrædende radikalkonservative i 20erne og 30erne. Hvor Schmitt på grund af opportunisme bevægede sig fra et udgangspunkt i det katolske Zentrum til at blive det tredje riges kronjurist, hold Jünger sig på behørig afstand af de unge nazister. Han tog dog heller aldrig afstand til dem, sådan som en af tidens andre radikalkonservative intellektuelle Edgar Julius Jung, der i 1934 blev myrdet af SS.

Ved nazisternes magtovertagelse trak han sig tilbage fra det offentlige liv, og i 1938 blev han tvunget til at indstille skriveriet af nazisterne. Han fik dog lov til i 1939 at udsende bogen ”På marmorklipperne”, som det var meningen at dette indlæg skulle handle om, før jeg opdagede at Jüngers levnedsbeskrivelse måtte gribe om sig. Men bare rolig, det kommer en anden gang. Bogen var et opgør med nazismens og masserne destruktivitet, samt et forsvar for værdier under pres fra disse kræfter.

Som så mange andre konservative vedblev han under krigen at være i opposition til nazisterne, uden naturligvis at gøre noget aktivt for at gøre op med dem. Landet var i krig og Jünger var igen soldat. Han fik dog i Frankrig som en slags militær kulturattache mulighed for at holde hånden over en række franske venstreorienterede intellektuelle, som kredse blandt nazisterne gerne havde set arresteret.

I 1944 blev Jünger sammen med en række andre konservative officerer kendt wehrunwürdig, idet han havde forbindelse til de kredse, der stod bag Von Stauffenbergs attentatforsøg mod Hitler, og sikkert havde glædet sig meget, hvis det havde lykkedes.

I et par år efter krigen var Jünger blacklistet. Men i modsætning til f.eks. Carl Schmitt, der aldrig igen skulle komme til at undervise på et universitet, blev Jünger dog snart hevet ind i varmen igen.
Og blev endog en forgangsmand for den magiske realisme (hvorfor han på sin vis litterært set er i familie med Ib Michael), og vedblev at være et konservativt ikon til sin død.

Ved hans begravelse deltog to af hans største beundrere, den tidligere franske præsident Mitterand og den tidligere tyske kansler Helmuth Kohl. Den store tyske forfatter, der havde kæmpet på vestfronten, vundet den største hæder med stål og blod, havde været kritisk overfor både demokrati og nazisme, var noget der kunne forene disse to gamle stridsmænd fra disse to stridende nationer.

Tørklædesagen

Det er vel forbigået få menneskers opmærksomhed, at det nu fra højeste sted er blevet besluttet, at religiøse symboler eller religiøs påklædning ikke må bæres af dommere i danske retssale. Argumentet lyder, at en dommer skal fremstå upartisk, og det kan ingen naturligvis være uenig i. Det blev understreget, at lovgivningen ikke ville komme til at omfatte flere områder - og det skal jo nok passe, for vi har jo en god erfaring med danske politikeres garantier. Og burde det egentlig ikke også være rimeligt nok? Vi lever jo i et sekulært land. Religion skal ikke blandes ind i domsafsigelser...

Det er vel efterhånden ved at være relevant at spørge, hvor religionen overhovedet må være... Den må ikke så gerne være i Folketinget - det ville være skammeligt, hvis folk tog stilling til noget ud fra deres religiøse overbevisning. Der er også problemer med at have den i klasseværelserne - det ville være skammeligt, hvis man begyndte at lære børnene om kristendommen, alene fordi den har været en del af dansk kultur i 1000 år og en del af vestlig kultur i næsten det dobbelte. Det er også uheldigt at have den i det offentlige rum - det ville være skammeligt, hvis det, der danner basis for så mange folks tilværelse, kom uden for deres parcelhuse. Og nu er det så endeligt blevet slået fast, at i retssalene kan den i hvert fald ikke være.

Det er fuldstændig hen i vejret at tro, at det stopper her. På alle de ovenstående punkter begynder den fanatiske sekularisme at snige sig frem. Dette er en lovreligion, om noget er. Det sekulære evangelium er nådesløst: Al religion skal fjernes! Dette paradis kan der kun opnås adgang til ved hårdt arbejde. Hver gang et kors, en kallot eller et tørklæde ses, skal det fjernes! Dette passer ikke ind i den perfekte verden, som folk aktivt har forsøgt at nå frem til siden 1789. Og Frankrig er godt med! Den påtvungne sekularisering i næsten alle dele af samfundet i Frankrig ser sekularisterne hen til som et ideal. Tænk, at så væsentlig en del af folks kultur på så kort tid har kunnet fjernes, så man næsten ikke kan se det.

Men der er stadig uvundet land. Man behøver bare kigge på den anden side af Kanalen. Hvor forfærdeligt er det ikke, at hinduerne næsten lever, som de ville have gjort i Indien. Og hvad laver den pakistaner med tørklæde på? Det giver sekularisterne kuldegysninger. De lever jo næsten som om, at deres kultur var en levende del af dem. Man skulle næsten tro, at deres religion var noget, de havde baseret væsentlige dele af deres liv på, og at det ikke bare var en fritidsadspredelse.

Jeg håber, at De, kære læser, har forstået budskabet bag den slet skjulte ironi.

Det her er alvor!!! Ved at tillade det franske princip om sekularisme på et område, så vil det ikke stoppe dér - ligegyldigt hvor mange gange Lene Espersen hævder det. Dette er et korsløst korstog, der skal stås imod. Religion er i religiøse menneskers liv det, de har baseret deres liv på - det, som hele deres tilværelse er rundet af. Det handler ganske enkelt om, at den værdineutrale abstraktion, "mennesket", ikke eksisterer. Det menneske, der eksisterer, er det eksistentielle væsen. Det menneske, der træffer valg, og det menneske, der deraf er helt og aldeles forskelligt fra alle de andre mennesker. Det menneske er ikke nødvendigvis bedre eller dårligere end de andre - det er bare anderledes! Det er disse mennesker, der eksisterer, og forsøger vi at påtvinge dem værdineutraliteten, alene fordi det passer bedre ind i vores abstraktion, så har vi nægtet mennesker al kreativitet, al eksistens, ja alt liv!

Som kulturkonservative tror vi, at kulturen og dermed også religionen er vigtig - og det gælder ikke kun vores egen, men også de andres. Den Franske Revolution forsøgte at få rationalet - ideerne, naturretten og abstraktionerne - til at borttvinge empirien - historien, kulturen og eksistensen. Jacobinerne kæmper stadig, men de må ikke vinde!

Elektronikædende myrer

Det lader til, at også dyreverdenen er blevet grebet af den antimodernistiske bølge - som i øvrigt så mange andre.

Politiken skriver således om en myreart, der har invaderet Texas og er begyndt at gnakse løs af alt elektronisk udstyr. Myrearten, der har fået navnet Crazy Rasberry ants, har tilsyneladende især en forsmag for I-pods. Hvilket jo ikke er så galt, da de sikkert alligevel er fyldt med dårlig musik.

De elektronikglade texanere kan ikke stille meget op, da disse hyper konservative myrearmeer er ligeglade med sprøjtegifte. "De er bitte små, og de er over det hele" siger en kvinde, der hedder Patsy. Men får næsten ondt af Patsy, der sikkert har fået ædt adskillige brødristere og kaffemaskiner, men Patsy sådan er det, når den konservative revolution ruller.

Det forlyder at disse små maskinstormere er på vej mod rumstationen i Houston.

link: http://politiken.dk/udland/article510202.ece

DF anti-muslimsk

DF er anti-muslimsk. En banal nyhed, der har trukket overskrifter idag. Mange anstændige borgerlige har sikkert endog følt, at det var da noget værre noget. F.eks. har lene Espersen været ude og kritisere Dansk Folkeparti for udtalelsen: http://politiken.dk/politik/article508978.ece

I virkeligheden er sagen endnu en af disse ikke-nyheder, der uden tvivl kun vil komme flere af i over sommeren. For selvfølgelig er DF anti-muslimsk. Alle der støtter demokrati og frihed er i sidste ende anti-muslimske. For hvad betyder det?

I sagens natur er det ikke andet end at du
1) at du står i opposition til islam
2) at du anser islam for at være så relevant at du aktivt forholder dig til den som opposition.

Forudsætning nr. 1 skulle alle ikke muslimer jo kunne støtte op om. Hvis du er kristen, eller sekularist, ja endog buddhist eller hindu så tror du på andre ting end det som islam prædiker. Så i den forstand befinder vi os jo alle i et modsætningsforhold til islam.

Med mindre man da slet ikke har nogen værdier, og synes at det hele kan være lige meget. Men den holdning er vist noget der hører livstrætte gymnasieelever i mellemstore provinsbyer til.

forudsætning nr. 2 er der vandene skiller. For som det er tydeligt i debatten, finder mange det ikke relevant at forholde sig oppositionelt til islam. Men lad os se det i øjnene; islam er massivt til stede, det er en andenhed vi evindelig må konfronteres med, og definerer os selv i forhold til.
Islam er også i særlig grad relevant at forholde sig til, fordi at det ikke er en religion, der holder sig til at bekymre sig om den frommes indre liv- den har i sig et politisk program. Til dels i koranen, men i særlig grad i den religiøse tradition, som også er normgivende. Denne politiske fordring er desuden blevet skærpet i de sidste 30 år af islamister, hvoraf der både findes moderate og radikale.

Idet Islam derfor er relevant, og man som ikke muslim må befinde sig i opposition til den, så er det ganske fornuftigt at bære betegnelsen anti-muslimsk.

Og fri os her fra platte betragtninger og associationstrick i forhold til ordet anti-semit. Som om semitisme er et tankesæt, man kan forholde sig oppositionelt til. Fri os også fra frelste betragtninger om, at man ikke må definere sig selv i modsætning til noget, men alene udfra hvad man selv i øvrigt mener. Det er simpelthen ikke sådan det fungerer, ens holdninger skabes altid i mødet med andre holdninger, og man afgør sin position i forhold til andre.

Og for demokraten må den position nødvendigvis være anti-muslimsk

Endnu mere om det frie valgs påståede lyksaligheder

Vores allestedsnærværende politikere på Christiansborg vil os som bekendt det bedste og dette har netop resulteret at man nu angiveligt planlægger at give lukkeloven det sidste afgørende slag med det liberale flammesværd. Argumenterne er velkendte variationer over det sædvanlige gamle liberale tema om det frie valgs naturgivne lyksaligheder blandet med endnu mere velkendt politisk behagesyge. Ingen kan jo være imod det frie valg? For ingen vil vel for alvor siger, at de vitterligt ønsker mindre frihed?

Flere valgmuligheder fører dog sjældent på længere sigt til en større følelses af frihed, idet det ene behov afløser det andet lige så hurtigt som det første er udslukt, hvilket de fleste vist kender til: At grådighed, sanseløst begær og dårskab er de indre dæmoner, som mennesket altid har måttet kæmpe imod på vejen gennem modernitetens urskov frem mod selvrealiseringens lysende tinde, er en liden erkendelse blandt nutidens liberale. Selvrealiseringstrangen er som bekendt det sorte hul i ethvert menneskes sjæl og derfor også fuldstædig uudslukkelig. Hvis målet med en afskaffelse, liberalisering, er at give det enkelte menneske mere personlig frihed osv., så når man næppe på sigt særlig langt, idet man blot fremprovokere nye behov, som det så bliver tilsvarende vanskeligere at realiserer for det enkelte menneske. Følelsen af rodløshed og fremmedgjorthed følger i den uindskrænkede frihed og selvrealiserings kølevand.

Lukkelovsliberaliseringen er dog nok kun et meget lille bidrag til det moderne menneskes kamp for selvrealisering. Langt værre er det, at en fuldstændig liberalisering vil ende med at ødelægge en lang række af de små byfællesskaber, som der stadig findes langt fra handelshøjskolernes internationale. I starten vil folk prise sig lykkelige for at politikerne har givet dem mulighed for at tage ind til den store by for at købe livsfornødenheder til hele ugen. Senere vil de dog forbande turen ind til den store by langt væk, når de opdager, at der ikke længere findes en lokal købmand, som er leveringsdygtig i den ene liter mælk, som de tilfældigvis står og mangler… Hertil kommer selvfølgelig at folk uden bil samt ældre mennesker sjældent vil have mulighed for at tage turen ind til byen hver søndag. Hvis argumentet mod lukkeloven er større fleksibilitet, så er dette en virkelighed der kun er eksisterende for den del af befolkningen, der har levet hele deres voksne liv i rutefart mellem handelshøjskolernes digitale, engelsksprogede forelæsninger og cafélattehusenes franske menukort. For alle andre giver det ikke mere fleksibilitet, at man er tvunget til at handle ind på ganske bestemte tidspunkter, samt at man vil være afhængig af egen bil samt de offentlige transportmidlers diskretionære køreplaner. Fleksibiliteten vil derfor forudsætte en folkevandring indtil det storbyens Avernum, som C. S. beskrev så glimrende i sit indlæg d. 2. maj

Butiksdød og affolkning af landområderne giver frit spil til den endeløse række af discountkæder som skyder op som paddehatte i en fugtig underskov i disse år – den ene mere underlødig en den anden. De fleste der har været i en discountforretning ved, at deres erklærede mål er kun at have ét eller meget få varemærker, nemlig de billigst. En slags brød, en slags kildevand, en slags kylling, en slags mælk - Ligheden med forretningerne i det tidligere DDR er slående, bortset fra at forbruget ikke reguleres af statslige dekreter men af forskellige markedsføringsstrateger og fokusgrupper i udenlandsk domicilerede glaspaladser. Den ene fødselsdag vil afløse den anden, udsalg på udsalg på udsalg, store gule skilte med store sorte bogstaver der råber til folk at de skal købe! KØBE! KØBE!! Varer der konstant flyttes rundt, sådan at man skal lede efter dem i evigheder og helst falde over en 9 – 10 unødvendige impulskøb på vejen. Kommer man først ind i butikken, så kommer man sjældent ud igen ud at have købt noget, idet udgangen som bekendt spærres af en låge, så man næsten undskyldende skal bede en ekspedient om at lukke en ud – hvis man da ikke går lige forbi kassen med al den mistænkeliggørelse der følger hermed… – Som den sure bagerkone siger i Otto er et Næsehorn: ”Alle der kommer ind i vores butik skal købe noget.” – Så hellere købe et eller andet og stille sig i køen lige som alle de andre lemminger, men så kan man jo så stolt se sig selv i spejlet når man kommer hjem og stolt udbryde: ”Jeg er fri! Ingen bestemmer over mig! Jeg kan gøre lige hvad det passer mig!”

Forbindelsesled: Dagens P1-debat:

http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2008/05/14122942.htm

Liberator og nationalstaten

Som P.N tidligere har gjort opmærksom på, så er der for alvor kommet gang i de liberale propelhatte på den nu ekstra lyserøde liberator side.
Til min store overraskelse lagde de godt ud med en god og sober økonomisk analyse af Marshall hjælpen og det keynesianistiske galskab i efterkrigstidens Europa. Det lader dog til, at barnagtighederne kun kan holdes på afstand i begrænset tid. I hvert fald brillerer en skribent på liberator nu med indlæg om nationalstaten, som tangerer det pinlige, og som under alle omstændigheder understreger, hvorfor alt snak om at liberalisme og konservatisme skal forenes er det rene vrøvl.

Indlægget har den prosaiske titel liberalisten og nationalstaten.

Imellem disse er der nemlig ifølge skribenten en modsætning. Måske har han ret. Indlægget burde dog hellere hedde venstre-libertarianeren og nationalstaten, eller den ekstreme individualist og nationalstaten. For som det må være denne blogs dannede læsere bekend er den danske nationalstat skabt på et liberalt – dvs. ægte klassisk liberalt – grundlag, formet af store nationalliberale som D.G Monrad, Orla Lehmann, Grundtvig og Carl Ploug. Måske ikke skikkelser som dyrkes af den fædrelandsforsagende del af det ego-ekstremistiske miljø, men dog de egentlige fædre for den gode danske liberale tradition.

Skribenten skriver:

” Man kan af og til høre folk, der opfatter sig selv som liberalister, tale om noget så mystisk som ”sammenhængskraft”, og hvor nødvendigt det er med noget, der binder os sammen i nationen. Bag sådanne opfattelser ligger ideen om, at nationen er noget naturligt, noget rimeligt og noget, der bør være. Man ser nationalstaten som en nødvendighed og angriber dem, der truer ”vores” kultur, og forsøger at diktere, hvad der er de rigtige og vigtige bidrag, der har formet den nationale identitet, så der kan undervises i dem i nationalstatens skoler. Nogle liberale er altså villige til at købe forestillingen om et nationalt fællesskab.”


Jeg vil kort forsøge at gennemtrevle dette misk mask her.

For det første er det rigtig, at der er noget der kaldes sammenhængskraft. Det er et meget godt beskrevet fænomen, som man i de senere år er begyndt at arbejde med indenfor sociologien bl.a. Sammenhængskraft er noget der binder en gruppe sammen, og det lader til, at den væsentligste faktor bag sammenhængskraft og tillid er kultur. Men det sidst er der i øvrigt ikke enighed om blandt de der bruger begrebet.

Alene derfor er det problematisk at skribenten derefter påstår, at der bag begrebet ligger ideen om nationen, og den naturlighed og rimelighed. Sammenhængskraft og social kapital findes, tillid findes og den er afhængig af kultur. Den kultur findes uanset om du har forestillingen om, at nationen er naturlig, og det samme gør sammenhængskraften jo i øvrigt. Den er ikke afhængig af nationen, den kan også tænkes som et regionalt, eller socialt fænomen, ja sågar et religiøst. Det eneste vi egentlig kan sige, er at den også gælder indenfor nationen eller folket om du vil, og at den måske her i særlig grad er til stede.

Det er tilstedeværelsen af denne sammenhængskraft og ide om noget fælles, som er grundlaget for de moderne tanker om nation og nationalstat. Sammenshængskraften styrkes så igen af denne ide antageligvis. Men dette er vel ingen anke. Det er vel nærmest en styrke.

Den libertarianske skribent indgår for at få ligningen til at gå op et underligt fornuftsægteskab med den marxistiske teoretiker Benedict Anderson, der er en af de helt store kanoner indenfor nationalismeforskningen. Han bruger ham til at vise at nationen er en forestilling, en konstruktion.

Desværre har skribenten øjensynlig aldrig læst Anderson. For da ville han vide, at Anderson med forestillet ikke mener falsk, sådan som skribenten gør. For Anderson er alle fællesskaber over landsbyniveau forestillede, idet man jeg umuligt kan kende alle sine landsmænd. Den tanke synes både meget rimelig, og meget langt fra skribentens politiske dagsorden.

Hvis skribenten havde læst Anderson og ikke bare havde citeret ham fordi han var en stor kanon, så ville han også vide, at Anderson netop forsøger at forklare, hvorfor nationalstaten er så succesfuld og nationalismen så vigtig en faktor, på trods af alle de der har ønsket at ophæve den.
For Anderson står nationalstaten heller ikke som en modsætning til individet. Hele Andersons tilgang bygger på en forståelse af individet som noget der altid definerer sig i forhold til en eller anden form for fællesskab. Som i samfundsvidenskalig forskning generelt anskues mennesket som et animal sociale

Nationalismen afløste således ikke en gylden, fri fortid, men derimod de formynderiske imperier, og nationalismen er en forudsætning for demokratiet, idet du må have begrebet om et politisk suverænt folk, før du kan have ideen om dette folks ret til at blande sig i statens affærer.

Skribenten kaster sig herefter ud i nogle metafysiske, og meningsløse udsagn, såsom at
fællesskaber i modsætning til individer ikke har rettigheder. Sagen er blot den, at ideen om individers rettigheder om noget er en konstruktion. Ja vi kan endda så meget desto klarer følge liberalismens idehistoriske udvikling, i det den i højere grad bygger på spekulation og dermed konstruktion end nationalstaten, der har et empirisk grundlag i de proto-nationale bånd, eller ethnien for at bruge terminologien his en anden nationalismeforsker A.D Smith.

Hvad man kan sige, er at et individ, eller et menneskes konkrete ret afhænger af forholdet til det fællesskab hvori man indgår. For rettigheder, det være sig positive og negative kræver at dem man omgår sig med enten afstår fra at gøre noget eller giver en ret til at gøre noget. Dette kan ske frivilligt og via loven. Det er værd at overveje om ikke netop tillid og sammenhængskraft er fundamentet for, at vi overhovedet vil tildele hinanden rettigheder.

Indlægget demonstrerer, at liberalismen desværre, når den søger at beskæftige sig med andet end økonomi er en død sild. Dens kritik af fænomenerne giver kun mening, hvis man tager udgangspunkt i liberalismens egne forestillinger. Den fatale mangel på erkendelse af fællesskabet som det afgørende i forhold til hvilket individet og dets rettigheder må forstås gør den også udfra et historisk, antropologisk og sociologisk perspektiv dybt tvivlsom.

Det er ærgerligt, at en ideologi, der har været med til at inspirere så mange til så meget, nu er ved at lægge sig selv i graven pga. rettighedsliberalismens metafysiske ortodoksi.

Konstruktivisme og historievidenskab

Dekonstruktivisme eller bare konstruktivisme som det ofte kaldes indenfor historie, er som de fleste der har snust til en humanistisk videnskab vældig meget på mode.
Helt grundlæggende drejer det sig om at erkende, at værdier, institutioner og livsformer ikke er evige eller givne men derimod er bundet til historien i radikal forstand idet de er resultatet af en konstruktion.

Dens popularitet indenfor historievidenskaben er derfor også åbenlys, for hvad er historie om ikke netop konstateringen af fænomenernes historicitet, og paradigmet har bestemt givet adgang til mange nye spændende vinkler. Desværre har der i kølvandet på tænkningen været en række uheldige tendenser, som man for alvor gør sig klar når man stifter bekendtskab med den traditionelle, positivistiske historietradition, sådan som den stadig praktiserer indenfor en række historiske discipliner.

Kritikken af konstruktivismen kan kort opridses her; det skal forstås at det her kritiserede er den praktiserede konstruktivisme, idet mange af disse ting ikke følger naturligt af paradigmet.

For det første synes konstruktivisterne helt at have forladt ideen om muligheden for at sige noget objektivt om noget. Muligvis, ja givetvis har de på sin vis ret heri, men det må alligevel ligge til historievidenskaben at bestræbe sig på denne objektivitet. Den historiske metode er jo i nogen grad et forsøg på at indskærpe netop dette. Følgen af konstruktivismen bliver, at alle værker, selv de mest kildenære og samvittighedsfulde, bliver reduceret til kulturelle repræsentationer. Det er f.eks. dette der gør sig gældende i Saids kritik af orientalisterne. Snarere end systematisk at bedømme de enkelte orientalisters udsagn, analyserer man dem som forsøg på at konstruere et bestemt billed af "den anden".
Den allermest ekstreme følge heraf bliver, at kriterierne for hsitorisk redelighed helt forsvinder, idet redelighed ikke bliver en mulighed, uanset hvad man har skrevet kan det nemlig tolkes som et forsøg på at konsturere et eller andet billede af nogen.

Dette medfører at dekonstruktivismen i sidste ende i virkeligheden blot bliver destruktiv. Den tillader os ikke at sige noget væsentligt om den fortid, der er vores emne, tværtimod er dens forehavende at nedbryde den historiske fortælling sten for sten.

En anden kedelig konsekvens heraf - altså betvivlelsen af den videnskabelige metode - er at konstruktivisterne i mindre grad føler sig forpligtet af den. Som det f.eks. er tilfældet i Ove Korsgaard Focaultske "kampen om folket" hvor der foretages hurtige diskursanalyser af snart den ene og snart den anden tekst, hvorefter der drages konklusioner som snarere støtter sig op af det teoretiske udgangspunkt end empirien.

Konstruktivismen betvivler alt. heri ligger dens styrke. Det er her den tager arven op fra sagelige Leopold Von Ranke, der smed filosoffer, teologer og andre plattenslagere ud fra historieskrivning. Dog tager den dog alligevel ofte udgangspunkt i nogle bestemte kulturelle forestillinger selv, ideer der vel og mærke ikke betvivles. Man ser desværre i alt for mange tilfælde at dekonstruktionen af det til enhver tid "givne" kulturelle fundament, fører til at mennesket forestilles som adskilt fra dette. Det er som om, at det konstruerede sættes lig med det fabrikere og derfor det løgnagtige. Når alt dette derfor er væk står mennesket tilbage som en blank tavle, uden en trevl på kroppen og ganske emanciperet.

Hvor konstruktivismen ikke tager sig udgangspunkt i den basale antropologiske grundsætning, at mennesket altid lever i en eller anden kultur, der bliver den et skalkeskjul for politiserende forskningen. Denne tendens ser vi desværre også i gode og perspektivrige værker som Karin Lützens "Byen Tæmmes" Hvor en ellers fremragende fremstilling af de konstruktionen af de borgerlige dyder og den moderne kernefamilie sovses ind i et ideologisk forsvar for lesbiske parforhold.

Et andet væsentlig kritikpunkt, som følger af den manglende forståelse af kultur som noget kollektivt og spontant opstået ( eller opstående snarere) er at konstruktivisterne oftest lægger vægt på den bevidste konstruktion af de historiske fænomener. Der er populært sagt altid en der trækker i trådene. Den uheldige følge heraf bliver en altfor stærkt fokus på enkelte centrale aktørers tanker og ideer uden at sætte disse i relief til kultur og forudsætninger.

Netop dette at det konstruerede ofte fremstilles som fabrikeret, fører til det sidste kritikpunkt, nemlig at det opfattes som noget der heller ikke står i relation til fortiden. Det er som om, at aktørerne kan konsturere en hvilken som helst forestilling til hvilken som helst tid.
Dette kommer også til udtryk i enn bog som Byen Tæmmes i dens behandling af kernefamilien.

Ganske rigtig kan man tale om en konstruktion af denne i 1800 tallet. Men det må ikke glemmes, at den går forud for 1800 tallet. Kernefamilien som grundenhed kender vi i Nordeuropa, som den dominerende familieform tilbage fra middelalderen. Og forstår vi ikke den moderne kernefamilie som noget der er udviklet kontinuerligt heraf, så har vi misforstået, hvordan historiske fænomener opstår.

Dermed kommer konstruktivisterne ofte til at tegne et for "revolutionært" billede af den historiske udvikling. Det er som om deres jagt efter at gøre "mageløse opdagelser" får dem til at se konstruktioner uden rødder snart sagt alle steder. Ofte ville de, hvis de talte med folk der forsker i en periode, der ligger forud for deres egen erfare, at fænomenet også fandtes der.

Mens der kan være mange gode indsigter at hente i konstruktivisme, diskursanalyse mm. så er det også værd at være opmærksom på faldgruberne, der skønt de er mange og farlige pga. den epistomologiske relativisme, som ligger til grund for megen moderne konstruktivisme, kan undgås.

Langballe overfaldet - vold og venstrefløj

Jeg havde egentlig bare ventet på at det ville ske. At en af vores lands mere kontroversielle politikere skulle blive overfaldet på gaden. Alligevel havde jeg håbet, at det aldrig ville ske.
Godt nok husker vi alle, da Pia Kjærsgaard måtte gemme sig for autonome og indvandrere, da hun var på Nørrebro. Eller det vil sige, det er jo faktisk så godt som glemt. En dag, havde Kjærsgaard lov til at være offer, så blev hun igen placeret i den skurkerolle, hun som ondskabens ikon har fået tildelt.
Siden da er de autonome som bekendt blevet gjort til ofre sammen med indvandrene.

Dengang var det slemt. Men i det mindste var det ikke så meget ud af det blå, ikke så spontant ondsindet som det nylige overfald på Jesper Langballe, der udover at være en ældre herre også er tidligere præst i kirken. I det mindste krævede ondskaben dengang organisering. Nu er den så indgroet hos de autonome, at de med det samme griber til vold.

ifølge JP var Langballe lige gået ud fra et værtshus, hvor en af disse autonome fik øje på ham. Langballe betegner ham selv som en bums, men senere i artikel fremgår det, at han har relation til miljøet omkring ungdomshuset.

Den gamle mand blev slået indtil han styrtede om, og da han var væltet slog den autonome videre. Først da værtshusets gæster opdagede det kunne han standses. Men dermed var det ikke gjort.

For hele selskabet måtte foretrække fra beværtningen, idet den autonome var gået til sine ungdomshusvenner for at hente et regulært tæskehold.

Den yderste venstrefløj har således introduceret den politiske vold igen. Før var den isoleret til de daglige ligegyldige kampe med den yderste højrefløj. Men med overfaldet på Langballe er den tilbage og her har vi vel endda kun set starten. I det fjerne ser vi skyggerne fra 30erne blive aktuelle igen.
Også dengang overfaldt socialister borgerlige taler ved offentlige møder, kastede med sten efter konservative og oprettede paramilitære tæskehold.

Islamiske kristenforfølgelser

Det er de mest ufornuftige ting, man kan få tiden til at gå med når man sidder i Stakladen med sin bærbare og et rundstykke, eller er det en grovbolle, og en kop kaffe.

På kristelig Dagblads hjemmeside stødte jeg således på en liste over 50 steder kristne ikke bør besøge, idet kristne her forfølges. Listen kommer nedenfor. Ikke overraskende, men dog alligevel ærgeligt er det, at muslimske lande fylder så godt på listen.

35 af landene på listen er således muslimske spændende fra Saudi Arabien over Tyrkiet til Maldiverne.

2 af landene er præget af hård konflikt mellem to lige store grupper af kristne og muslimmer.

Nu har jeg ikke lige antallet af muslimske lande på fingrene, men jeg kan da umiddelbart se, at vi på listen har broderparten af den islamiske verdens nationer, hvilket er tankevækkende.

Kommunistiske lande fylder naturligvis også på listen, forstået på den måde, at de vist alle er der. Så der skal man heller ikke rejse hen.
Kigger vi på top ti finder vi seks muslimske lande, tre kommunistiske og et isolationistisk buddhistisk kongedømme, hvor der ingen kristne bor.

Udover, at lsiten derfor kan fortælle en, hvilke lande man ikke bør rejse til, bør den også ses som en advarsel mod islam og kommunismen under hvis herredømme den kristne ingen lykkelige stunder vil få.

Eller måske er det hele bare pjat. I hvert fald siger en så markant autoritet som det egyptiske turistbureau ifølge Kristelig dagblad "Der er absolut ingen forfølgelse af kristne i Egypten. Vi har en stærk kristen, koptisk befolkning. Vi har mange kristne monumenter. Jeg ved ikke, hvorfor de siger, der er forfølgelse her"

Man kunne måske spørge turistbureauet ved lejlighed om det er derfor der er en kristen Exodous fra mellemøsten. En ting kan vi i hvertfald være glade for. Hvis det går som islamforskningens nestor Berhard Lewis har spået, at Europa på sigt vil falde til Islam, så kan vi da glæde os over at vi i et mindste har hele det amerikanske kontinent som potentielt mål for vores egen exodous om et par slægtsled.

ps. jeg tror det var en grovbolle.

Forbrydelse og straf i Schmittsk optik

Erik Winther Paisley, hvis blog, jeg tidligere har skrevet om, har begået et mere end fortræffeligt indlæg om forbrydelse og straf. Han tager i sit udgangspunkt i den tyske jurist og statsteoretiker Carl Schmitts politiske begreb, hvor det politiske defineres som skelnen mellem ven og fjende. Schmitt beskæftige sig selv primært med fjenden som noget eksternt, men fjenden kunne også være statsintern; forbryderen, piraten og i sidste ende rebellen.

"I began my Schmitt studies with The Concept of the Political, which is a challenging little book. Regarding crime and punishment, I find the difference he points out between the hostis and inimicus fascinating and most definitely useful – Hostis is the public, external foe that is battled in war, while inimicus is the private, personal enemy*. One’s relationship to one’s foe need not be personally hostile – it can simply be be an acceptance of the act that a state of war, of belligerency, exists between to two parties or that there is nothing to hinder the rapid emergence of such a state. "

"A crime is committed or an attack takes place; the criminal is neutralized punished or the attacker is destroyed; order is restored or safety is restored. On the one hand, the State is violated (since breaking the law is not only a private offense, but also an affront on its authority to establish laws in the first place) and naturally, it must react – it identifies the offender, neutralizes him, punishes him, takes step to ensure future compliance; on the other hand, it then forgives. Whether is forgets is separate matter. This outline is largely in line with the theory of restorative justice, to which partly I adhere. There is a transgression of the normal rule – that we, in our group, are on the same team – which precludes harm, deception and so on inside of it – but also, notably, a realization that there are wolves among the sheep; that there is some one inside the group who has behaved in the same way as an external foe. "

"In this light, imposing punishment can be seen as a a way of dealing with this blind and harsh conclusion in a way that will satisfy the logical need for the community to mark its boundaries and demonstrate its power and capability to respond to threats, but without drawing the boundary so sharply that it, in a pun, ends up lacerating us all, as summary executions or banishments would. The friend/foe-distinction is definitely primary here; the private enemy or ‘criminal’ is a derived concept. This I may even point out historically, as we gradually see more and more fine-grained (less black-and-white) definitions of criminals and threats – terrorists, traitors, anti-social people, criminals – while still retaining the original dichotomy of friend or foe. The government prosecutes and punishes domestic enemies on the same authority as it attacks or fends off foreign foes."

Du kan læse resten af indlægget her: http://blog.ewpaisley.net/

Frække Friderik

Alskens frisindede mennesker kan ikke få hænderne ned lige for tiden, thi der er nemlig sket det at det liberale Delfi, Liberator, er blevet relanceret som ”det nye Liberator”. På overfladen ser hjemmesiden da også ganske ny ud, fx har man intensiveret brugen af lyserød farve. Der er vistnok også kommet nogle nye medlemmer i redaktionen. Derudover rækker mit liberale sindelag ikke til at gennemskue hvori det nye præcist består. Det handler stadig om personlig frihed, markedsøkonomi, lille (eller ingen) statslig indblanding, individualisme, privat ejendoms ret osv. osv. Redaktionen hævder dog at ”det nye” Liberator nu er gennemført anarkistisk – lad det være usagt hvordan man så kunne karakterisere ”det gamle” Liberator. Kampen mod kollektivisme og statsstyring bliver da også så eftertrykkeligt skudt i gang med en artikel om at Marshall-hjælpen i virkeligheden slet ikke var godt, men i nemlig planøkonomi af værste skuffe.

Om "det ny" liberator helt forsvinder i urskoven af liberale blogs på Internettet vil kun tiden vise. Spørgsmålet afhænger vel i høj grad af hvor god man er til at ”lede”. Der er nemlig efterhånden så mange liberale blogs, at de snart er ved at løbe tør for eksempler på statslig indgriben, som de kan fordømme. Det er nok også derfor man er begyndt at bruge 60 år gamle eksempler. Konkurrencen bliver skærpet.

Nuvel, men det der fik mig til at påbegynde nærværende var egentlige mere, at ”det nye” Liberator bliver lanceret næsten præcist på samme tid som man finder et for længst glemt manuskript til en bog af den kendte børnebogsforfatter, Ole Lund Kirkegaard (ham med ”Otto er et næsehorn”, ”Orla frøsnapper”, ”Gummi-Tarzan” osv.) i en gammel kasse hos hans arvinger. Bogen handler om Friderik (ikke Frederik), en dreng som bor på en tørresnor i en lille by. Friderik er en glad, om end lidt doven, dreng, som ikke lader sig binde an med de voksnes normer, næh nej, han går skam sine egne veje.

Det er tankevækkende at bogen om Friderik lanceres samtidig med "det nye" liberator, man kunne næsten fristen til at tro, at den gamle 68’er forfatters glemte børnebog havde været hele forbilledet for bloggen. For er Friderik ikke det ultimative liberale forbillede? En liberal arketype? Beskrivelsen af Liberator lægger sig i hvert fald i vidt omfang op af den anarkistiske Friderik. Analogien er i øvrigt ikke ny, idet de fleste sikkert ville kunne genkende persontypen fra en anden børnebog, af Ole Lund Kirkegaard, nemlig bogen om ”Lille Virgil” – der som bekendt boede i et hønsehus og drak sodavand når det passede ham. Igen en individualist, som blæser på de voksnes normer og sætter sig selv og sine individuelle behov i centrum.

Det er i det hele taget tankevækkende at man kan finde så mange liberale arketyper ved at studerer gamle børnebøger fra tiden omkring ungdomsoprøret. Men hvad er ”det nye” Liberator egentlig andet end et nyt ungdomsoprør? Og hvad er de liberales evindelige kamp for uindskrænket personlig frihed andet end en kamp for retten til at opføre sig barnligt og rodløst ved at kaste alle gældende normer bort ligesom Frække Friderik og Lille Virgil? Og er Ole Lund Kirkegaard ikke bare Ayn Rand for børn?

Med disse ord skal jeg endelig ønske Liberator velkommen tilbage.

Positive rettigheder i Ecuador...

Jeg tror det venstreorientede parti PAIS fra Ecuador meget godt har vist, hvor absurde glidebaner man kan komme ud i med positive rettigheder i grundloven. DR skriver således:

"Kvinder i det sydamerikanske land Ecuador skal sikres et tilfredsstillende seksualliv. Og hvis de ikke er tilfredse, skal kvinderne kunne anlægge sag mod deres mænd.
Det mener det ecuadorianske parlamentsmedlem María Soledad Vela fra det venstreorienterede regeringsparti PAIS. Hun har stillet forslag om at ændre landets forfatning, så den garanterer et tilfredsstillende seksualliv"

Nogle gange skal man bare undlade at kommentere yderligere, og så lade idiotien stå og fremvise sig selv en stund...

Globalisering og ødelæggelse af undervisning

Det lader til at være en nyhed, at gymnasieelever i stigende grad distraheres af internettet i undervisningen. De flee rgymnasier har idag trådløst netværk, og mange elever tager bærbare med. Den kombination er tilsyneladende sprængfarlig for gamle 68éres monotone prædiken om Ho Chi Mins kvaliteter.

I et tørre perspektiv er det vel globaliseringen vi ser i praksis. Den kan nemlig defineres som dette, at kategorierne tid og rum radikalt er redefineret, således at alt sker på samme tid og samme sted. Ja de må vel dermed næsten siges t være ophævet. Individdet løftes dermed ud af det rum, som han var bundet til og kan være både i Katmandu og Valby på samme tid.

Man kunne måske yderligere tilføje, at det trodsalt er et valg, hvor man rent mentalt ønsker at være. Det at ale muligheder står åbne, skulle jo nemlig ikke ophæve valget. Tværtimod tør man sige.

Men det synes alligevel at være givet at gymnasieleven vælger Katmandu fremfor undervisning på det betongrå gymnasium. Eskapisme kan man måske kalde det, og måske er der også empirisk belæg for at sige, at denne trang er så stærk hos den gruppe at de bevidstløst vælger flugten.

Det reelle valg ligger derfor hos ledelsen. Skal det tillades at rum og tid redefineres efter globaliseringens foreskrifter, eller skal man tværtimod opretholde de centrale kategorier.
Ønsker man undervisningen, og ænsker man at fastholde ideen om, at eleven har noget at lære og undervisningen derfor har et formål, ja så er svaret klart. Gymnasiet må sige nej til globaliseringens sønderriven af tids og stedsbundetheden. Og det kan gymnasiet naturligvis gøre, for globaliseringen kan måske ikke vælges fra, men den sætter heller ikke valget ud af kraft, du kan stadig forholde dig til den på et væld af forskellige måder. En lektie der ofte glemmes, når vi taler om dette fænomen.

Selv sidder jeg naturligvis pt. midt i undervisningen og sådan er der vel så meget.

En flydende gople

En fredfyldt søndag som denne, der jo endda er befrielsesdagen, er de fleste velsagtens ude at nyde Danmarks skønne natur.

Men for dem der tilbringer hviledagen med læsning eller anden fordybelse, kommer her en lille anbefaling. I en kaffepause genlæste jeg nogle af de gamle prædikener, der er at finde på Tidehvervs hjemmeside. Som jeg vist også har nævnt i et tidligere indlæg, er Tidehverv af i dag kun en skygge af sig selv - men hvad det engang var, kan man få et glimt af, netop ved at læse de prædikener og andet litteratur, der så gavmildt er lagt ud på hjemmesiden. Min opmærksomhed faldt særlig på én prædiken. Nemlig én som Niels Ivar Heje (en af Tidehvervs "founding fathers") holdte i 1933:

http://tidehverv.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=376&Itemid=39

Jeg skal lade det op til den enkelte, selv at nyde det formfuldendte sprog, og den usædvanligt klare tale om det kristne budskab. I stedet vil jeg nævne en ting, af bredere samfundsmæssig relevans, en parallel der også kan drages fra prædikenen, og som absolut ikke er mindre relevant i dagens Danmark, den 4. maj.

Da Heje skrev sin prædiken i 1933, var der anderledes alvorlige omvæltninger undervejs på vores breddegrader. Truslen fra kommunismen og nazismen især, var akut og konkret, hvilket da også nævnes i teksten. Men N. I. Hejes egentlige ærinde i denne forbindelse, er at minde os om, at truslen findes overalt. Muligheden for store og små selvbedrag, og muligheden for både mere tilforladelige, og totalitære, morderiske guldkalve. Truslen og muligheden i videste forstand: overalt hvor der er mennesker. For mennesket kan aldrig vide sig sikker på frelsen. Således heller ikke i den kristne kirke. Mere konkret talte Heje da også om sin samtids folkekirke, der for ham var blevet tom og uden alvor og modløs. Heje sagde det langt bedre selv:

"Der mangler i den grad alvor og holdning, at enhver opposition indenfor kirken som opposition betragtet har mistet sin mening. Der er intet at polemisere imod. Kirken forsøger kun at opretholde livet ved skiftevis at suge op og spytte ud, hvad den tilfældigvis støder paa, alt eftersom den finder det belejligt eller ej. Den er som en flydende gople, der, fordi den ikke lever for livets skyld, ikke engang har goplens ret til livet. Den har forsøgt sig i denne verdens konkurrence, og den maa dele skæbne med alle de bevægelser, der først og fremmest lægger an paa masserne. Den har søgt at blive et fristed i verden, som man kunde tilbyde plads i. Den gik ind i den almindelige konkurrence mellem dem, der ønsker at skabe et idealliv for mennesker, og i denne konkurrence havde den ikke noget at gøre."

Hvad mon han ikke ville tænke, om vor tids kirke, hvor der tilsyneladende både er blevet plads til reinkarnation og spaghetti-gudstjenester. Men i dag, hvor det er præcis 63 år siden et totalitært mørke slap sit tag i Danmark, kan vi så undre os over at kirken stadig er så dårlig til at holde os jorden tro. Undre os over at den kun i så ringe grad, kan prædike mod guldkalvene og alle livets store og små totalitære fristelser.

Det rådne København- byens fald og forfald

Jeg var i København i går. I guder, hvor er det dog en rædsom by. Tacitus skrev engang om Rom, at alverdens dårlig dømme flød sammen og ophøjedes til dyder i den evige stad, sådan er det også med København. Byen er forbundet til resten af landet med et udbygget jernbanenet, lufthavnsforbindelse, og er desuden velsignet med en glirmende infrastruktur, når det kommer til offentlig transport. Men dette betyder kun, at den råddenskab, der andre steder opstår og går i sig selv igen, altid kan sprede sig med lynets hast i København. Finder en perversitet ikke publikum i sit lokalområde, ja så er byen så stor, at den blot kan tage et S-tog til en anden del af byen, og der fejres.

Jeg var kommet med bus, fordi togene kørte dårligt. Jeg stod af i Valby og tog derefter ind til Hovedbanegården. Dette forfærdelige sted. Engang bygget som et fremskridtets tempel, idet har fremskridtet vist sit sande ansigt og skamferet sit tempel. Den banegårdshal, som var tænkt som et smukt åben rum er ligesom skovbunden blevet ramt af en svamp, som små paddehatte er de mest latterlige butikker skudt op. Her sælges alt fra dårlig mad, over dårlige bøger til dårlig film, og selvfølgelig er der også dårlig kaffe, til hvis du venter på toget. Kigger man lidt op ser man Godmorgen Danmarks Tv studie, hvor der som bekendt laves dårligt fjernsyn. Stedet vrimler med sigøjnere, på jagt efter tegnebøger, alkoholikere der hensygner deres tilværelse på bænkene sammen med galninge, de skizofrene. Denne galskab forstyrres kun i ny og næ, når en afmagret og radmager junkie vralter over for at tikke penge til sit næste fix.

Mennesker myldrer frem og tilbage. Der kommer forskræmte Nordsjællændere, der skal videre, jyder der skal i tivoli, og vestegnens fortabe ungdom, der slet intet skal, men blot drages af råddenskaben som insekter til bilernes lygter. De har joggingbusker på, hættetrøje med esotoriske budskaber skrevet med gotisk skrift. De er tynde og grimme mens de vuggende og langsom bevæger sig op og ned af rulletrapperne.

Man bevæger sig udfra dette inferno, skynder sig over den skamferede og i udgangspunktet håbløst grimme rådhusplads og bevæger sig ned ad strøget, kun for der at finde sammen virvar som man lige har forladt. Her regerer taskenspillere og plattenslagere. På underlige sprog, som de kun selv forstår, råber de til hinanden hvordan de skal snyde den næste turist. Butikkerne på strøget lader ikke disse noget efter. Ikke én hæderlig butik ligger der. Hele gaden er klistret til med souvenirsbutikker, dårlig kinisermadsboder, shawarmabarer, turistfælder og fastfoodkæder. Måske føler butiksejerne et slægtskab med den lave gadesvindler, for aldrig gribes derind. I modsætning til Århus, hvor orden i politiets fravær holdes af private vagter, findes noget sådan ikke i København.

Det nærmeste vi kommer på orden her er de pumpede indvandrerdrenge, der i store flokke med truende miner bevæger sig ned ad gaden. Måske er det herfra orden i fremtid vil komme. Men hvilken orden. Vi ved, at magt aldirg forsvinder. Et tomrum fyldes altid ud, og når loven og staten har valgt at trække sig tilbage fra gaden, til fordel for dens udkigsposter, og kontrol over folks indtægter og personoplysninger, så må også dette synlige fravær af magt på et tidspunkt få en ende.

Men fra København kommer det måske ikke. Byen er helt forladt. Som om alle hæderlige mennesker for mange år siden kollektivt besluttede at pakke kufferterne og rejse væk, idet de overlod fremtiden og byen i hænderne på en lavere æt og de skrigende massers vilje. Tilbage står bygninger som imponerende vidnesbyrd om fortiden. Men når man oplever København sådan en forårsdag i 2008, virker bygningerne som skrøbelige rester af en glemt fortid, gravstene og monumenter over det forgangne og over et Danmark og et København, der ligeså stille ophører med at eksistere.

Heldigvis kører bussen også den anden vej.